Det ramte mig dybt i hjertet
Den dag jeg forstod at han løj
Jeg blev vred og tænkte forvirret
På om det hele var røg
Hvem var han, manden jeg kendte
Der ikke turde være hvor han var
Mens han sad i min varme stue
Hvad var det for byrder han bar
Og så var min vrede borte
Og afløst af medynk med dem
Der hader sig selv så meget
At de må lyve sig frem
Vis på at være fordømte
Stjæler de hvad de kan nå
Nydelige levende døde
Længe før de går i stå
